Det er da ufatteligt, at man kan gå hen at glemme at man faktisk havde opstartet egen blog - Grænser næsten til pinligt! Nå.
Der er jo sket alverdens på dette år. Alligevel en lidt sjov måde at se, hvordan alt med et kan forandres, blot inde for et år.. NÅ!
Præcis 350 dage efter mit seneste oplæg, skulle min kære Kenneth gå hen at blive min ægtemand - Sikke dog! Det var ikke en vild fest spækket op med champagne, en husbond der bar sin smukke, slanke brud over dørtrinnet eller dertilhørende gemen sexy bryllupsnat - FORDI.... (INDSÆT TROMMEHVIRVEL) undertegnede vejede ca. 14 kg. ud over det sædvanlige, lignede til forveksling en blåhval, der havde været i kampolage med en badebold og efterfølgende slugt den (Okay, mon en badebold ville kunne ses på en blåhval - I ved hvad jeg mener!) og havde kolossale søjler (Dog ikke hentydet til længden, den var uændret) til ben, så selv den mest besværede oldemor med dårligt blodomløb, åreknuder og ondeste ødemer ikke misundte mig
- Nå! Men dette havde jo sin grund. På trods af jeg altid har haft en (meget) sød tand og en ryg som en invalid regnorm, så skulle dette ikke være grunden, men det kære bette barn, som lå og svømmede rundt inde i mig. På daværende tidspunkt svømmede barnet godt nok ikke så meget rundt, da denne var 34+2 (dvs. 34 uger og 2 dage gammel) og havde siden uge 28 sat sig fast (lyder voldsomt!) og derfor var mere end klar til snart at se dagens lys. Sikke et held, at Viborg rådhus lige havde tid til os den skønne, solrige lørdag, for blot 28 dage efter skulle vi tilsyneladende vende snuden tilbage til Viborg, denne gang fødestuen. Jeg magter ikke lige en beskrivelse af fødslen, dels fordi den var (pisse) lang, smertefuld og helt igennem fantastisk, men også fordi den er en sag mellem Kenneth, vores datter Alba og jeg. - Så ja! Lidt privat vil jeg have lov at være herinde.
På trods af al den glæde og uendelige kærlighed, som i 2013 opstod og blev foreviget, skete der desværre også fatale milepæle. Ligesom alt bare virkede idyllisk og som den bedste tid i mit liv med min lille nyfødte guldklump, kom døden desværre for tæt på og viste sit sande ansigt og forsøgte at hive den vigtigste person fra mig. Heldigvis måtte den uvelkomne mørke skikkelse fra Helvede smutte tomhændet efter 17 dage i total uvished. Jeg skriver ikke om denne ulykke eller om denne magtesløse periode fra mit liv. Det er alt for skrøbeligt et tilbageblik, som jeg endnu ikke selv skænker mange tanker, udover at prise mig lykkelig over resultatet og tager dette som en lektie. Man skal fandermemig holde fast i nuet, leve livet mens man kan det, virkelig sørge for folk omkring sig ved, hvor betydningsfulde de er for én, for hold nu op, det kan indhente en når man allermindst forventer det! - Nok om det!
Vi er også flyttet siden sidst.. Faktisk hele to gange! (Så min smøre om, at Bjerringbro måske kunne ende med at være stoppestedet for os, osv. - Glem dén!)
Vi startede med at flytte til en lille kedelig, men også pisse hyggelig by nær Bjerringbro. Min mor kaldte byen for "Mini-Østrig" (Sandt, aaaaaarrhh. Optimist, ja.) Nå. Vi flyttede faktisk allerede i juni (2012, 3 mdr. efter mit sidste oplæg). Vi nåede altså at være kærester, forlovede, ægtefolk samt nybagte forældre i det hjem. Men hjemmet skulle vise sig ikke at være det rette - Eller, det var rigtig fint til os tre, men bare ikke ment to be forever). Vi flyttede derfor 1.3.2014 (Der er da noget med marts og os!) ind af mod Århus. Utroligt lækkert! Jeg kommer nær mit studie og skal således ikke bruge op til 3 timer pr. dag på offentligt transport, men er i stedet indskrænket til værende ca. 40 min - I alt, pr. dag! Det er til at overkomme! Ikke fordi jeg ikke nyder af at sidde for mig selv med musik i øregangene og funderer over livet mens midtjylland triller forbi, men jeg kunne ikke bære tanken om at spilde mit liv med selvsamme, når jeg nu har verdens yndigste pige ventende, grædende ved vuggestuens vindue iført jakke, termofutter og Ninnus ved hånden i håb om hendes mor altså snart kommer og henter hende med hjem til mor-datter-hygge (Okay, den løb lidt af med mig..). Men tiden skal sku' bruges fornuftigt, og det mest fornuftige jeg kan bruge min tid på nu er Alba.
Nå til mit femte nå. Jeg tror jeg vil slutte for denne gang. Har en datterlein, som skar igennem stilheden med sit sydamerikanskpåvirkede temperamentsfulde "Så'det-fandme-op-mor-Og-det-kan-kun-gå-for-langsomt!"skrig.
Jeg lader snarest høre fra mig - Der vil ikke gå 354 dage igen.. Ups.
Nå. Lad mig lige komme med nogle indvendinger, ikke at der er mange. Mine matematiske kundskaber rækker lige akkurat til, hvad der måtte forventes af en sproglig student. Beklager. Jeg lever mig for voldsomt ind i min fortælling om det famøse år, hvor jeg har fuldstændigt glemt denne blog. Der er jo så bare lige tale om, at der foruden det år (fra jeg starter bloggen til jeg bliver gift med K, samt 28 dage senere føder (ja, av!) Alba, er gået næsten atter et år. Så jeg lover nu i stedet, at der ikke skal gå 354+365 = 719 dage til jeg smider endnu et oplæg (Det MÅ da selv jeg kunne holde!) BTW. så er bilen naturligvis skiftet ud. Volle måtte skiftes ud til fordel for en familieslæde, en Skoda Octavia, som vi (og Albas barnevogn) er meget glade ved. Tak, det var alt.
SvarSlet