I'm back!
Hvem skulle have troet, at der kun ville gå en dag i mellem sidste oplæg og så dette - Ikke mig!
Det er jo ikke fordi der sker de store, verdensomspændte breaking-news over så alligevel overskuelig tid, men derfor kan der jo foregå meget oppe i mit hovede (uden at prale!).
Livet på barsel er en fantastisk tid, hvor man udover at nyde sit elskede afkom også får ufattelige mængder af tid! Tid man primært bruger med det mindre menneske, men også tid man har for sig selv, når dette lille menneske sover én af sine to-tre daglige lurer. Min mand ville nok ønske, at jeg lavede lidt flere huslige pligter.. Men efter vores flytning til vort nye hjem, er det som om jeg ikke rigtig har haft overskuddet eller lysten til at pusse-nusse om hjemmet på samme måde som det gamle. Det er ikke fordi, at jeg ikke går op i vores hjem ser repræsentabelt ud (skulle man nu få besøg af dronningen), men jeg hviler langt mere i mig selv i dette hjem, og har ikke behovet for at farer rundt og lege 'Mutter med kost og spand'. Det havde jeg i vores tidligere hjem. Der kunne rod gøre fysisk ondt i mit blik, jeg vrissede af min mands manglende evne til at afsætte ting, hvor de var taget fra, lægge tøjet I vasketøjskurven - Ikke ved siden af den, osv. Jeg syntes der altid flød og jeg var den, som skulle gå og rydde op. Tror det er gået op for mig, at jeg selv er lige så dårlige til at rydde op efter mig, og han egentligt ofte har været uskyldig. Det har da også hjulpet på det, at vi nu råder over lidt flere kvadratmeter, og modsat vort tidligere hjem har fået virkelig rig mulighed for opbevaring. Så Albas værelse ER faktisk gået hen og blive Albas værelse, ikke familiens pulterkammer slash loftrum slash sæsonprægede Boxit-depotrum.
Anyway..
Jeg bruger pt meget af min barselstid på at regne ud, hvem jeg egentlig er som person, samt hvordan jeg egentligt gerne vil være. Efter sidste sommers reality-tjek (med heldigvis ikke døden til følge!) har jeg haft en del mentale forstyrrelse, så at sige. Det lyder som om jeg er gået hen og blevet småskør, og det er jeg ikke. Ikke mere end sædvanligt, ha-ha. Jeg tror bare, hvis jeg nu selv skal diagnosticere mig, hvilket jeg jo godt kan tillade mig herinde trods min begrænsede psykiatrisk-erfarede sygeplejerskestuderendetitel, at jeg pt. gennemgår en form for identitetskrise eller opgør. Jeg ser, lige pludselig, mig selv som en helt anden person end som for blot et år siden, hvor min datter var på nippet til at bryde op med sin etværelses-lejekontrakt. Det er underligt, som motherhood kan forandre én, samt når grobunden for ens trygge safetybobbel, som jeg (sikkert naivt nok) troede permanent omkransede mine nære venner og familiemedlemmer, lige pludseligt lader uanede kræfter fra helvede bryde igennem og brister lykken. Jeg ser ikke længere mig selv som stående lige så stærk, i mange forskellige henseender, som jeg ellers førhen nok ville finde mig selv. Jeg tror ikke, at det er en dårlig ting, at se sig selv mere sårbar, end man egentligt måske selv var klar over - eller ønskede det, men snarere pisse-sundt. Jeg er blevet langt mere sårbar på det sociale punkt. Jeg har altid fungeret ekstremt godt socialt, altid været genialt god til at stifte nye bekendtskaber og virkelig kunne gennemskue potentielle venner for livet, og samtidig tyde når dette ikke var tilfældet! Den evne er jeg desværre ikke længere i besiddelse af. Måske der kan nås et punkt, hvor det bare ikke er muligt for sindet at beherske flere relationer? - Eller her snakker jeg kun om nære relationer, for gode bekendte er der altid plads til. Ikke desto mindre, så higer jeg efter at finde en lille gruppe mennesker, hvor jeg kan have barn, mand, lysten til byture, shopping-ture, lysten til at drikke sig en pind i øret, samt være fortrolige med. Og dem findes der helt sikkert en masse af, men jeg sys ikke at kunne finde dem, som bare er tilskrevet mig. Det lyder SÅ underligt, I know! Flere venskaber/bekendtskaber er gået i vasken i løbet af mit nye liv som mor, hvilket får mig til at tænke på noget en bekendt tidligere har haft skrevet på sin blog: At det man irettesætter/mangler hos den anden (ægtemand, kæresten, veninden, whatsoever) burde stilles op imod, hvordan du selv beskriver dig selv. Kan du selv udfylde disse kriterier, som i dine øjne må være det der gør til den ideelle ægtemand, kæreste, veninde, osv. for dig? Nu bliver det lidt indviklet..! Men jeg kan ikke lade være at tænke på, om det er dem der skuffer mig, eller om det egentligt er mig selv der kan skuffe deres billede af mig - eller mit eget billede af mig selv - Yup, nu blev det lige akkurat lidt indviklet. Skindet kan jo, som bekendt, bedrage. Og det er jo også fair nok når man går på veninde-jagt. Jeg tror næppe nogen er sig selv i det første møde, det er ligesom med den første date. Flere faktorer kan spille ind; nervøsitet, generthed, en lorte-dag forinden, dårlige erfaringer, osv. Men det 'grimme fjæs' vil på et tidspunkt vise sig. Og dér, lige netop dér, tænker jeg, at folk kan blive pisse trælse over, at "Nå! Er det bare dét der var at finde under overfladen".. Det er jo heller ikke fordi, at jeg ingen gode, nære veninder har. Jeg er faktisk så heldig at være beriget med utrolig mange nære veninder. Piger, jeg elsker utrolig højt og ikke ville kunne leve foruden. Så ja, hvad veninder angår er jeg måske bare grådig? Måske jeg bare skulle koncentrere mig om de (mange) jeg har - og holde de venskaber mere ved lige, i stedet for at være interesseret i at have nære veninder i samtlige byer i Danmark, så jeg aldrig skal være bange for at være alene, uanset hvor jeg måtte ende. Jo mere jeg skriver, jo mere kan jeg identificere en identitetskrise hos mig selv. Og det er sku ikke mærkeligt efter det følelsesregister jeg har været igennem de sidste 8 måneder. Lige fra at være høj på hormoner og adrenalin over at blive nybagt mor til nede i kulkælderen for at sidde dag ud og ind og stirre vedblivende, forhåbningsfuld og nervøs på en respiratorslange, mens al tid (ud over min datters udvikling selvfølgelig - suk!) går i stå. Det er fandme da ikke så underligt, at der kan sidde en lettere splittet person tilbage. En person, som, ja måske tager tingene lidt for tæt til sig, hurtigere trækker følehornene til sig, nul overskud har udover sin dejlige familie og diverse familiesammenkomster - Men lad mig nu bare få lov til det, uden at døm mig! Jeg ved ikke rigtig hvad min point er med mit oplæg. Jo måske, at man skal lade være at drage for hastige konklusioner - For som jeg selv skriver, så kan skindet bedrage, men jeg skal nok komme op på overfladen og vise mit sande jeg igen. Og så skal man lade være at sparke til en der ligger ned, det er sku ikke det værd, og jeg er sikker på vi mødes på vejen op igen - Som Nik & Jay siger: Dem du møder på vej op, møder du på vej ned igen - (Og jeg er IKKE Nik & Jay fan, så absolut ikke :) )
Det skal ikke lyde sig, at jeg ikke er lykkelig - Tro mig, det er jeg! Jeg er virkelig taknemmelig for alt det jeg har, og irriterer mig at det der fylder meget pt. er alt det jeg ikke har. Og er dét virkelig det værd? Jeg elsker fortsat at møde nye mennesker og lære disse spændende individer at kende, men jeg vil ikke kæmpe for det længere. Og må sande, at man kan altså bare ikke med alle, samt ens overskud og energi altså har en grænse. Det kunne også være en lektie. Jeg nyder de sidste dage med min elskede datter inden hun bliver et institutionsbarn på deltid, og jeg elsker hvert et splitsekund jeg har sammen med hende.
Jeg lover at ikke alle oplæg vil være lige så 'filosofiske' og mindre-skægge. Jeg lover jer, at jeg er sjov :D Men min blog er netop til at beskrive (eller komme nærmere) den sande Jeg og dertilhørende tanker som førstegangsmor. Take it or leave it. Jeg har planer om, at dette skal blive en udviklingsrejse, som omfatter min dejlige datter, familiebilledet og ikke mindst mig selv.
Tak fordi du (hvis nogen overhovedet..) er nået hertil! Et lille, ærligt indblik i Albas mors verden!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar