SÅ! Jeg er tilbage! Sprængfyldt med energi, og dårlig samvittighed over at have været væk. Jeg havde faktisk i sin tid gode intentioner om, at jeg dagligt ville have lyst, tid og overskud til at skrive herinde, meeeheeen det kan jeg da godt se var utopi. Der sker så meget over ganske kort tid, og så er bloggen desværre ikke af større prioritet. Det ville måske også blive kedeligt dagligt at høre om, hvilken farve sokker jeg har taget på, hvad Alba har fået til morgenmad idag, hvordan vejret er osv. Så er det da lidt skæggere at kunne læse om de bare lidt større ting.
MEN for lige at tage vejret, så er det noget finurligt for tiden! Den ene dag er der tilnærmelsesvis hedebølge, jeg kan rende rundt uden næsten noget tøj på udenfor (for dagen efter selvfølgeligt at rende rundt med snot løbende ud af snuden - Det er vel forår), Alba sveder tran i sin voksipose og man mindes herligt meget om sommer og sol - For så NÆSTE dag, at det pisser ned, er møgkoldt og Alba og undertegnede atter må trække i varmere overtøj og voksipose. Det er altså underligt, for ikke at sige på godt jysk - Retti' TRÆLS! Jeg ser virkeligt frem til, at vejret bliver noget mere forudsigeligt, men gør det nogensinde det herhjemme?
Vi har dog haft vores første picnic i haven. Lille Alba og jeg. Det gik mægtigt! Solen skinnede og himlen var blå. Det var varmt under tæppet, og til forskel for sommeren, var der ingen hvepse eller andet småtkravl at være ræd for (Jeg er af den type, der spæner, når jeg hører en nær summen!). Så en helt ny rolle er tilkommet mig, nu hvor jeg også har Alba at tænke på - Når altså det bare er hende og jeg. Ellers er jeg ret så sikker på, at Albas far gerne redder sin prinsesse.
Vi havde en kongegod tur i sommerhus for nogle weekender siden, sammen med min halvdel af familien. Det var heldigvis en af de weekender, hvor vejrguderne viste sig fra sin aller-pæneste side. Der blev derfor rig muligheder for kilometervis af gåture med de to poder i hhv. barnevogn og på egne små ben, hvor destinationen oftest var Vesterhavet. Det var virkelig fantastisk at blive blæst igennem og bare nyde sin familie og det prægtige vejr.
Vi er faldet godt på plads i vores nye hjem. Her roder stadig i visse afkroge, men det bliver der taget pænt hånd af hen af vejen. Jeg er, som tidligere nævnt, ikke så vanskelig med rod, så rod får lov at være rod (dog med måde!), og jeg nyder de timer jeg har i løbet af dagen sammen med datteren. Man er jo gået hen og blevet vuggestue-barn! Og hun klarer det ski'sme så fantastisk! Jeg er rævestolt - Eller hvad man nu siger, for at ytre sin allerstørste stolthed. Jeg havde mine stille, bange anelser inden projekt start-i-vuggestue-og-være-væk-fra-mor, da Alba virkelig er mor-syg, så det batter! Jeg har aldrig tvivlet på, at hun sagtens skulle kunne klare dette, men samtidig, så var hun tilsidst meget over mig - Nærmest omklamrende. Men det går altså strålende! Pædagogerne roser hende til skyerne, og jeg har (endnu) ikke set hende græde over at blive efterladt i denne nye, ukendte verden mens mor lister sig ud. Niks. Vi siger "Hej-hej" og vinker til hinanden - hvis hun ellers når dette, inden noget andet får opmærksomheden. Der er ingen tårer eller udstrakte arme. Kun en lille, knaldhamrende dejlig unge, som smiler stolt over hele femøren og ellers vinker og griner. Det samme når hun hentes. Så slet ingen problem hér. Jeg har det også fint med det. Jeg har aldrig rigtig forstået det med at hidse en stemning op over institutionsstart. Og er sikker på, at havde jeg, så var det smittet af på Alba også, også havde det næppe gået så let. Så chill... Det skal sku' nok gå! Men efter 4 timer i vuggestuen, så kan jeg selvfølgeligt godt savne hende - Savner hende så snart jeg kommer hjem efter at have afleveret hende, men værre er det nu heller ikke. Så længe hun hygger sig, så forsøger jeg også at hygge mig med diverse huslige pligter, osv.
Nu er der jo snart studiestart til mig. Det bliver en vildt spændende tid! Anderledes, men spændende tid! Studerende har jeg jo været før, men ikke studenrende og mor. Spændende, spændende. Jeg har mange forestillinger oppe i mit lille, brune hoved om, hvordan det hele skal komme til at forløbe, men jeg må nok (lidt ligesom mine forventninger til mig selv ang. denne blog) indse, at virkeligheden måske bliver bare lidt noget andet. Vi får se!
Der er på den mere private front blevet skiftet lidt ud af omgangskredsen. Det trængte der til! Ikke noget jeg kommer nærmere ind på, for er faktisk ikke et større show for mig, og var for mig den bedste beslutning længe. Personerne her i blandt ville vidst være enige, når jeg siger, at ingen fik noget ud af det til sidst - Andet end brok, grå hår og lange patter! Tilgengæld har jeg fået opgraderet mit venskab til to dejlige damer med deres jævnaldrende unger til at være et potentielt dejligt, nært venskab. Eller det er det, men med potentiale for at udvikle sig til et smukt og livslangt venskab. Det er dejligt, at kunne bruge krudtet på nogle, som vitterligt vil en det bedste, og også bare søger venskab uden alt muligt fnidder. Så udviklingen på den front, kan jeg ikke være andet end gevaldigt tilfreds med!
Jeg vil smutte. Den mindste i vores lille trio kan, af en der ikke kan kravle, komme utroligt langt hen af gulvet og have fingrene i alt. Vi er (for anden gang i denne uge!) ved at bage pandekager, dvs. hun møffer rundt på gulvet og snakker, mens jeg har dejen på panden mens tasterne går på mac'en på køkkenbordet - Hurra for multitasking! - Man er vel kvinde! Vi skal til Fyn over til Albas farmor og farfar, hvor også Tante Bess og Onkel Daniel kommer hjem.
So long.
Farveller!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar