> > > > B O O O O O M M M < < < < Og godt nytår!

Så er 2015 skudt godt i gang. Vi er kommet hele gennem julen og alle dens fristelser samt nytåret. Begge højtider er foregået meget stille og roligt for min lille familie og eget vedkommende.

Julen blev fejret hos svigerne, hvor selveste julemanden kom på visit med MASSER af gaver - Ikke bare én, men tre gange! Han var ikke vitterligt populær ved første visit, men de to endte da med at blive ret så gode venner til sidst - Julemanden fik sågar en highfive!

Nytåret blev fejret hos mine forældre, hvor min niece Aya også var afsat. Det var vældig hyggeligt og de to piger var helt oppe at ringe over diverse raketter, bordbomber og stjernekastere. På trods af bedsteforældrene havde været betænksomme herom og derfor sparet lidt på det - Det ved vi så til en anden gang, at her skal der endelig ikke tages hensyn.

Vores guldklump var sej og holdte helt til 22.30 tiden, hvor hun blev lagt i seng uden problemer og snorksov sig gennem nytåret - På trods af diverse brag gik strålende igennem babyalarmen. Ingen raketter, batterier, kanonslag eller hvad ellers er populært idag at fyre penge efter, skulle have indflydelse nok til at vække den sovende Alba, men da hendes væskebefængte, 11 kg tungere mor skulle ligge sig i sengen, så skulle man ellers se én spærre øjnene op og nærmest se bebrejdende på sig for at have vækket hende. Jesus Christ! - Det er lidt lige som, når man kører i bil med det kære barn og man er et kvarter fra destinationen en sen eftermiddag og man bare ikke gerne ser barnet falde i søvn med det resultat at kunne udskyde nattesøvnen flere timer! - Her er gode råd dyre: Bassen blæser for fuld skrue ud af højtalerne, du nærmest skriger dit barns navn op samt nævner yndlings Ramasjangprogrammerne i flæng for at få den bettes øjenlågs opmærksomhed, men intet hjælper. Og så her findes den modsatte situation: Man vil bare gerne lige (for syttende gang - samme aften vel og mærket) se sit elskede, sovende guld en SIIIIIIDSTE gang (inden den attende gang), lister sig ind i den sovende bjørns hule, kigger ned i sengen, sukker - Og kan self. ikke dy sig.. Skal lige ae, ae. Og SÅ! Så vågner barnet. Man kan være nok så stille, men barnet vågner prompte. Foooooor fa'n da! Måske det havde hjulpet, havde man en ghettoblaster med, hvis bas var skruet fuldt op og du igen skriger barnets navn samt gennemgår Ramasjangs program. Det er bare jungleloven i sin bedste udfoldning.

Men så er januar som sagt startet. Jeg tænker januar-udsalg. Oh yes! Jeg har luret på diverse sider, men sys godt nok ikke jeg rigtig lige kan finde hvad jeg søger, eller måske jeg ikke kan finde ud af hvad jeg søger.. Derudover, så tænker jeg da også på den snart forestående fødsel af nr. to yngel. Selvom jeg prøver ihærdigt at fortrænge, benægte, projicere den over i Kenneth, forskyde (...) fødslen, så ligger den med garanti og lurer lige om hjørnet. På et tidspunkt skal babyen jo ud, på den ene eller anden måde. Ønsker ikke et kejsersnit og ønsker ikke at føde. Hvad gør man så.. Det skulle man måske have tænkt på for ca. ni mdr. siden. Jeg har dog Alba at kigge på og ved, at jeg før har gjort det og derefter nive mig selv i armen og den er god nok - Jeg overlevede. Mod alle odds godtnok (iflg. mig selv), men jeg lever. Og det er jo alle anstrengelser værd. Jeg er bare ikke så fantastisk god til smerte.. Men hold op, hvor bliver det spændende! For det første at kunne skænke mit allerhøjest-elskede Albabarn en lillesøskende, for det andet at blive forældre for anden gang og for det tredje - Sidst, men bestemt ikke mindst - hvad er det der har lagt og ventet derinde i den tykke mave så længe - En dreng eller en pige. Det ved vi jo ikke denne gang.

Idag er jeg faktisk 38+3 uger henne (38 uger og 3 dage). Kl. 23.26 idag er det præcise tidspunkt for, hvornår smukke Alba kom til verden i sin tid i hendes graviditet. Så jeg er en tikkende bombe - Jeg er nærmest bange for mit eget selskab! Det er lidt vildt at tænke, at jeg ikke har oplevet min krop SÅ gravid som efter 23.26 før! Måske den forvandles herefter, ingen ved det! Men spændende bliver det, hvornår den mindste vil se dagens lys. Skulle jeg give et bud, vil jeg sige en gang i den kommende uge. Noget i mig siger også, at jeg kommer til at gå til termin, hvilket er næste fredag. Nærmere kommer jeg det ikke, så et væddemål med mig ville være kedeligt! Jeg tror dog, at det er en bette dreng, der gemmer sig derinde, mens Kenneth tror det er en pige. We'll see! To be continued!

Jeg vil runde af. Jeg satser på, at jeg næste gang vil kunne give svar på, hvad kønnet på baby er samt om jeg fandt noget på januar udsalg. Så er det vidst også ved at være tid til offentliggørelse af bloggen.. - HVIS jeg vender tilbage og fødslen ikke tager livet af mig!!!

So long! 

To be - or not to be - a blogger

Igen må jeg erkende, at jeg har været fraværende alt, alt, alt for længe! Tiden har det med at løbe fra mig, og på trods af, jeg faktisk har de allerbedste intentioner om, gerne at ville være en flittig blogger, så er det dælme ikke altid ligetil for mig, at huske på at passe bloggen. Og hvad er det der opholder mig så meget, at jeg bliver fraværende fra mit ellers velovervejet foretagende herinde - For lysten er der bestemt!
Det skal jeg sige. Det er mand, barn, vuggestue, uddannelse, familie, osv. Og nu er julen dælme også ankommet og lige på trapperne! Så tidspunktet for opstart af bloggen (igen, igen.. Igen) har alle odds imod sig, men derfor tager jeg atter tyren ved hornene og forsikre om, at NU er det vidst ved at være tid. 
Jeg er faktisk ikke selv så kendt i blogland, men opsnapper da nogle via instagram. Dem som jeg finder interessante, samt dem jeg er venner med. Jeg forsøger at danne mig et billede af, hvilken slags blogger jeg gerne vil være. Det skal jo gerne være velovervejet (og har jeg vidst allerede pralt med, at dette er - Om ikke andet bliver). Der findes jo mange som blogger op og ned om det at være mor. Og tyder navnet på min blog jo også på at føre derimod. Det er bare efterhånden ikke så nyt, så ville gerne krydre det med lidt andet også. Dermed ikke sagt, at størstedelen nok vil vedrøre min guldklump - hun fylder jo altså det meste i både mit hjerte samt liv - men der skal også være plads til andre ting, da vi jo nok ikke alle er lige enige om, hvor pisse spændende 1013. opslag vedr. Albas sprogudvikling, pølseforme i potten, mm. er.
Jeg vil derfor forsøge mig nu som blogger! Det er virkeligt et stort skridt! For jeg er egentligt ikke for, at udveksle en masse private tanker samt billeder af min familie offentligt, (ikke mere end jeg gør på instagram - Hvilket jeg vidst ellers er ret flittig til :D ) - Men nu skal det være! Alt med måde selvfølgelig.
SÅ! Du er hjertens velkommen til at følge mig og evt. sprede budskabet om denne nyopstartede blog. Det er et forsøg på at blive en flittig blogger, med forbehold for, at det ikke er mig og jeg derfor stopper, hvis jeg ikke føler for det. Jeg vil aldrig gå på kompromis ift tiden med min familie, så bliver ikke på dagligt basis - Fatter ikke andre bloggere formår det med familie! Jeg vil komme med egne erfaringer ift det at være nogens mor, og så vil jeg være så åben jeg overhovedet formår via skrift, dele mine tanker og sprede lidt humor.
Så har jeg en dagbog fra 1999 og frem, hvor jeg evt. vil komme med nogle sjove udkast fra, for ligesom at skitsere, hvem jeg er nu som mor, og hvilken sindssyg teenager jeg har været og dermed tegne et reelt billede af personen bag denne blog.
Så sæt i gang.

Jeg kan jo lige starte med at annoncere, at der vil være rig mulighed for at følge tilværelsen fra at at have et barn til at have to børn, da jeg er mindre end 5 uger til termin med nr. to guldklump ;)

Rigtig god læsning - Håber I tager godt imod mig - Og bærer over med mine pt amatør oplæg. Jeg lover det bliver sjovere og bedre. Og hyppigere, trods alt :D

Feber, ferie og frienemies

TILBAGE!

- Efter endnu engang nogen betænkningstid, kvalitetstid, eller hvordan man vælger at se på det. 
Det gik lidt bedre dengang jeg var barn, at holde min dagbog stortset dagligt. Nu har jeg selv barn og nu går tiden bare aaaaaaaalt for stærkt! Jeg kan sletter-ikker følge med mere! Idag er der en uge til jeg skal starte i skole igen, to uger til jeg skal til min første eksamen og samtidig to uger til datterlein fylder et år.. Et heeeeeeeeelt år!!!! Det er jo vanvid! (Derudover, vil den skarpe læser jo nu være dybt chokeret og sørgmodig på mine vegne, over at have erfaret, at jeg skal op til en eksamen på min datters et-års-fødselsdag! Jep. FML!). Heldigvis kommer mormor og morfar og ser til hende, mens jeg pisker mig igennem en medicinregning, for derefter at piske hjem og i vuggestuen med datter, mormor og morfar for at fejre hende kort. Det må da næsten kun bringe held, at skulle op på sin datters fødselsdag? Det har jeg en ide (læs ønske!) om. Ikke desto mindre, så vil en eventuel mislykket eksamen ikke kunne ødelægge resten af dagen.
Men man kan desværre ikke være herre overalt - Pisse meget desværre! For jeg ville da gerne have haft en hyggelig morgen med mit guld og min mand, fremfor over natten at have forvandlet mig til mit skrækindjagende eksamens-monster. Puj! Men jeg har nu en ide om, at det nok skal gå. (Og gør det ikke, så bliver det her indlæg slettet!!!!)

Imellem huspligterne, pølsebleer, amning, aktivitetstid, mm., har der jo i barslen også været tid til at opretholde aktiviteten på diverse sociale medier. Der har faktisk været rigtig god tid - for nogen næsten KUN tid til det. Jeg er selv ret så dygtig til at holde verden bekendt med, hvor stor min datter er blevet, hendes udvikling, osv., men jeg vil ikke mene det har taget overhånd. Der er (rigtig) mange ulemper ved de sociale netværker, men altså også nogle fordele. Bla. er jeg i en terminsgruppe for hele landet, som har haft termin i maj 2013. Planen var jo, at Albas lejekontrakt i sin etværelses i sin mutters butteliv skulle udløbe først 12.5. for derefter 9.5., men hun valgte jo så at "smutte" (det er SÅ meget sagt!) ud knap et par uger før.. Anyways! Men den her terminsgruppe har givet mig meget. Der er mange råd, hjælp samt støtte at hente, hvilket har/stadig er skøøønt. Så er der jo også Instagram, Twitters, Google+ ... Og så er jeg ikke længere updated. Der findes med garanti langt flere forums. De netværk(er?) er jo også gode at have. Man kan måske her lige give udtryk som "Spam" baghjul. HOOOOOOLD nu, hvor kan man dog lægge alt og virkelig ALT op på disse sider. Jeg skal ikke lyde som en, som holder mig tilbage på hhv. instagram eller facebook, men der er sku grænser - alligevel! Jeg har slettet flere, fordi jeg simpelthent ikke magter den magtliderlige, 'se-mig-se-mig', popularitets-konkurrence det er endt ud med at blive derinde. Det er så moderne, at skulle have mange følgere, at det er nærmest ulækkert! En mærkelig trend. Lidt ligesom vi andre måske havde det i starten med facebook. Der var det måske også lidt fedt, at have mange "venner", det udgav lidt respekt? Eller gjorde det?! Jeg begriber det ikke! 
Min terminsgruppe kan jeg gå med til at blive venner på facebook med, fordi det er piger jeg faktisk har delt mange ting med, og betragter dem lidt som venner. Nu har jeg så også ses med rigtig mange af dem, og en venneanmodning tilsendt eller sendt fra dem virker ikke underligt for mig. Men jeg gider ikke være venner med deres kusines, undulats, granfætters nevø.. Comeon! 
Men på diverse sociale netværk(er? - Jeg kan virkelig ikke finde ud af at bøje det ord!?) foregår der virkelig en (i mine øjne) utrolig pinlig kamp, om at blive mr. eller mrs./ms. popular. Jeg må le! OMG! Men jeg tror faktisk, at jeg er den eneste (eller næsten, kender heldigvis lidt med samme holdning!), som finder det hamrende smagløst. Jeg lyder måske bitter, det er jeg måske også nok.. Jeg hader bare, når folk ikke kan finde ud af at være ordentlige medmennesker i virkeligheden og i stedet pådutter sig en virtuel-maske i sin iver efter at blive anerkendt også herefter bliver slikket i numsen af sine nye tilbedere. Det er lidt skægt, dog mest skræmmende, hvis ikke allermest sørgerligt, at cyberspace virkelig kan være så eftertragtet for én at ville opsøge respekt. Men hurra, tillykke med like nr. 3000. Den kan du jo så fejre med dine rigtige... Nårhnej. 
NÅ.
Kender du ordet Frienemy? Jeg har første gang hørt det i forbindelse med et afsnit Sex and the city. Der menes med Frienemy, at det er en person, som udgiver sig for at være din ven, men faktisk er din rival/enemy (fjende). Dem tror jeg størstedel af alle piger har stiftet bekendtskab til, samt talemåden at "man skal holde sine venner tæt, men fjender endnu tættere; Lincoln". Sådan nogle har jeg selvfølgelig også selv stiftet bekendtskab med. Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige ville nævne begrebet, men lige det ord, der poppede op i mit hovede, da jeg skulle komme på overskriften til dette indlæg, som startede med f.
Jeg er ret så god til at komme på afveje...!
Min (ellers altid) søde datter er desværre lidt skidt i disse dage.. Jeg ved ikke, om det er pga. vuggestueopstart, men hun har hvaffald igår aftes haft feber og i det hele taget været eeeeeekstremt pivet og pylret. Hun er sjældent sur og ked, og endnu mere sjældent syg, så det er ikke skægt at overvære en så trist, sur, pivet Alba. Hun har vågnet (godt nok kort, for så at ligge sig om at sove videre) 3 gange i nat, samt vågnede allerede kl seks.. Alt dette har hun aldrig gjort, ikke engang som spæd (JA, hun er virkelig dygtig!). Det er rigtig synd for hende, men også for mig, da det bare er frustrerende ikke at vide, hvad man andet kan gøre end selvfølgelig at være der for hende, tilbyde mad/drikke/Ninnus, skifte hende, følge op på hendes temperatur, osv. Den lille stakkel. Skal man i al denne elendighed kunne skimte bare lidt lys, så må det være, at hun i nat har taget farmands plads og har sovet sammen med mig og har villet putte med mig. Det er dælme sjældent det sker! Jeg tror også hun i nat får lov at sove der. Jeg er jo bange, for ikke at sige skrækslagen over for feberkramper. Det er da fandens værk. Men hun har heldigvis ikke (7-9-13-bankunderbordet!) udvist tendens hertil!
Også lige op til påske, altså! Det er da nedtur! For vi skal i morgen fejre farmands fødselsdag, onsdag tager vi til Fyn til Albas farmor og farfar og torsdag aften til Sønderjylland til Albas mormor og morfar, som så passer Alba lørdag-søndag, da vi skal holde noget fødselsdag herhjemme om lørdagen. Der manglede da bare lige en syg datter i de planer! Det håber vi ikke.. Og i så tilfælde, må man jo aflyse, og sådan er det jo bare.
Jeg sys mit indlæg blev ret rodet idag, så tror jeg gør klogt i at holde nu.. Jeg har også en eksamen jeg kan læse op til.. Nu sover Alba nemlig, så er med at udnytte tiden, ellers er hun MEGET omklamrende idag! Farvel og tak!
Jeg SATSER på jeg når et smut herind i løbet af påsken, hvis ikke så lige efter. Ciao.

Vesterhavet, venskaber og vuggestue - Og Pandekager!

SÅ! Jeg er tilbage! Sprængfyldt med energi, og dårlig samvittighed over at have været væk. Jeg havde faktisk i sin tid gode intentioner om, at jeg dagligt ville have lyst, tid og overskud til at skrive herinde, meeeheeen det kan jeg da godt se var utopi. Der sker så meget over ganske kort tid, og så er bloggen desværre ikke af større prioritet. Det ville måske også blive kedeligt dagligt at høre om, hvilken farve sokker jeg har taget på, hvad Alba har fået til morgenmad idag, hvordan vejret er osv. Så er det da lidt skæggere at kunne læse om de bare lidt større ting.
MEN for lige at tage vejret, så er det noget finurligt for tiden! Den ene dag er der tilnærmelsesvis hedebølge, jeg kan rende rundt uden næsten noget tøj på udenfor (for dagen efter selvfølgeligt at rende rundt med snot løbende ud af snuden - Det er vel forår), Alba sveder tran i sin voksipose og man mindes herligt meget om sommer og sol - For så NÆSTE dag, at det pisser ned, er møgkoldt og Alba og undertegnede atter må trække i varmere overtøj og voksipose. Det er altså underligt, for ikke at sige på godt jysk - Retti' TRÆLS! Jeg ser virkeligt frem til, at vejret bliver noget mere forudsigeligt, men gør det nogensinde det herhjemme?
Vi har dog haft vores første picnic i haven. Lille Alba og jeg. Det gik mægtigt! Solen skinnede og himlen var blå. Det var varmt under tæppet, og til forskel for sommeren, var der ingen hvepse eller andet småtkravl at være ræd for (Jeg er af den type, der spæner, når jeg hører en nær summen!). Så en helt ny rolle er tilkommet mig, nu hvor jeg også har Alba at tænke på - Når altså det bare er hende og jeg. Ellers er jeg ret så sikker på, at Albas far gerne redder sin prinsesse.
Vi havde en kongegod tur i sommerhus for nogle weekender siden, sammen med min halvdel af familien. Det var heldigvis en af de weekender, hvor vejrguderne viste sig fra sin aller-pæneste side. Der blev derfor rig muligheder for kilometervis af gåture med de to poder i hhv. barnevogn og på egne små ben, hvor destinationen oftest var Vesterhavet. Det var virkelig fantastisk at blive blæst igennem og bare nyde sin familie og det prægtige vejr.
Vi er faldet godt på plads i vores nye hjem. Her roder stadig i visse afkroge, men det bliver der taget pænt hånd af hen af vejen. Jeg er, som tidligere nævnt, ikke så vanskelig med rod, så rod får lov at være rod (dog med måde!), og jeg nyder de timer jeg har i løbet af dagen sammen med datteren. Man er jo gået hen og blevet vuggestue-barn! Og hun klarer det ski'sme så fantastisk! Jeg er rævestolt - Eller hvad man nu siger, for at ytre sin allerstørste stolthed. Jeg havde mine stille, bange anelser inden projekt start-i-vuggestue-og-være-væk-fra-mor, da Alba virkelig er mor-syg, så det batter! Jeg har aldrig tvivlet på, at hun sagtens skulle kunne klare dette, men samtidig, så var hun tilsidst meget over mig - Nærmest omklamrende. Men det går altså strålende! Pædagogerne roser hende til skyerne, og jeg har (endnu) ikke set hende græde over at blive efterladt i denne nye, ukendte verden mens mor lister sig ud. Niks. Vi siger "Hej-hej" og vinker til hinanden - hvis hun ellers når dette, inden noget andet får opmærksomheden. Der er ingen tårer eller udstrakte arme. Kun en lille, knaldhamrende dejlig unge, som smiler stolt over hele femøren og ellers vinker og griner. Det samme når hun hentes. Så slet ingen problem hér. Jeg har det også fint med det. Jeg har aldrig rigtig forstået det med at hidse en stemning op over institutionsstart. Og er sikker på, at havde jeg, så var det smittet af på Alba også, også havde det næppe gået så let. Så chill... Det skal sku' nok gå! Men efter 4 timer i vuggestuen, så kan jeg selvfølgeligt godt savne hende - Savner hende så snart jeg kommer hjem efter at have afleveret hende, men værre er det nu heller ikke. Så længe hun hygger sig, så forsøger jeg også at hygge mig med diverse huslige pligter, osv.
Nu er der jo snart studiestart til mig. Det bliver en vildt spændende tid! Anderledes, men spændende tid! Studerende har jeg jo været før, men ikke studenrende og mor. Spændende, spændende. Jeg har mange forestillinger oppe i mit lille, brune hoved om, hvordan det hele skal komme til at forløbe, men jeg må nok (lidt ligesom mine forventninger til mig selv ang. denne blog) indse, at virkeligheden måske bliver bare lidt noget andet. Vi får se!
Der er på den mere private front blevet skiftet lidt ud af omgangskredsen. Det trængte der til! Ikke noget jeg kommer nærmere ind på, for er faktisk ikke et større show for mig, og var for mig den bedste beslutning længe. Personerne her i blandt ville vidst være enige, når jeg siger, at ingen fik noget ud af det til sidst - Andet end brok, grå hår og lange patter! Tilgengæld har jeg fået opgraderet mit venskab til to dejlige damer med deres jævnaldrende unger til at være et potentielt dejligt, nært venskab. Eller det er det, men med potentiale for at udvikle sig til et smukt og livslangt venskab. Det er dejligt, at kunne bruge krudtet på nogle, som vitterligt vil en det bedste, og også bare søger venskab uden alt muligt fnidder. Så udviklingen på den front, kan jeg ikke være andet end gevaldigt tilfreds med!
Jeg vil smutte. Den mindste i vores lille trio kan, af en der ikke kan kravle, komme utroligt langt hen af gulvet og have fingrene i alt. Vi er (for anden gang i denne uge!) ved at bage pandekager, dvs. hun møffer rundt på gulvet og snakker, mens jeg har dejen på panden mens tasterne går på mac'en på køkkenbordet - Hurra for multitasking! - Man er vel kvinde! Vi skal til Fyn over til Albas farmor og farfar, hvor også Tante Bess og Onkel Daniel kommer hjem.
So long.
Farveller!

En quicky...

Et lille hurtigt indlæg herfra...
Dagen er kommet! Nogle dage før tid! Jeg ringede til vuggestuen igår og spurgte, om vi evt. kunne komme på visit i morgen (idag). Det måtte vi hjertens gerne (Tak, så får vi alligevel lidt ud af de penge vi har betalt siden 1.3.). Og vi er endda så heldige, at der idag er fødselsdag på stuen. Det bliver spændende at se, hvordan de fejrer sådan en lille størrelse. Jeg er eddermamemig spændt på, hvordan hende den bette mus klarer den og hvad hun siger til de andre børn, pædagogerne og alt det nye legetøj der er at finde! Hun er et utroligt socialt lille menneske (lader det til). Hun elsker virkelig at gøre sig til, når nogen skænker hende opmærksomhed - Og det er sku' svært ikke at få folk til at flokkes, lidt ligesom fluer om en kolort. Alba og hendes dybe, mørkebrune øjne har det bare med at fange en - Til hendes held, for hun eeeeeelsker når folk taler til hende og sender til gengæld det største, firebissede smil overhovedet muligt. Hun er også glad for at hilse på fremmede, dén egenskab skal vi lige have revurderet, når hun bliver bare lidt ældre (!).
Nå, men jeg glæder mig til hvad dagen og weekenden (som vi skal tilbringe i sommerhus med min side af familien - deriblandt Albas 7 mdr. ældre kusine! - De elsker bare hinandens selskab!) bringer! Bliver fantastisk at se, hvordan Alba reagerer på vuggestuen idag. Skal dog siges, at vi har været i vuggestuen før, sammen med farmand også. Men da sov de andre unger til middag. Så bliver et spændende møde, med Albas nye venner.

Jeg daffer, der er en er kalder - På den lede måde! Kort, men godt. Jeg vender snart tilbage.

Words of wisdom...

I'm back!
Hvem skulle have troet, at der kun ville gå en dag i mellem sidste oplæg og så dette - Ikke mig!
Det er jo ikke fordi der sker de store, verdensomspændte breaking-news over så alligevel overskuelig tid, men derfor kan der jo foregå meget oppe i mit hovede (uden at prale!). 
Livet på barsel er en fantastisk tid, hvor man udover at nyde sit elskede afkom også får ufattelige mængder af tid! Tid man primært bruger med det mindre menneske, men også tid man har for sig selv, når dette lille menneske sover én af sine to-tre daglige lurer. Min mand ville nok ønske, at jeg lavede lidt flere huslige pligter.. Men efter vores flytning til vort nye hjem, er det som om jeg ikke rigtig har haft overskuddet eller lysten til at pusse-nusse om hjemmet på samme måde som det gamle. Det er ikke fordi, at jeg ikke går op i vores hjem ser repræsentabelt ud (skulle man nu få besøg af dronningen), men jeg hviler langt mere i mig selv i dette hjem, og har ikke behovet for at farer rundt og lege 'Mutter med kost og spand'. Det havde jeg i vores tidligere hjem. Der kunne rod gøre fysisk ondt i mit blik, jeg vrissede af min mands manglende evne til at afsætte ting, hvor de var taget fra, lægge tøjet I vasketøjskurven - Ikke ved siden af den, osv. Jeg syntes der altid flød og jeg var den, som skulle gå og rydde op. Tror det er gået op for mig, at jeg selv er lige så dårlige til at rydde op efter mig, og han egentligt ofte har været uskyldig. Det har da også hjulpet på det, at vi nu råder over lidt flere kvadratmeter, og modsat vort tidligere hjem har fået virkelig rig mulighed for opbevaring. Så Albas værelse ER faktisk gået hen og blive Albas værelse, ikke familiens pulterkammer slash loftrum slash sæsonprægede Boxit-depotrum.
Anyway.. 
Jeg bruger pt meget af min barselstid på at regne ud, hvem jeg egentlig er som person, samt hvordan jeg egentligt gerne vil være. Efter sidste sommers reality-tjek (med heldigvis ikke døden til følge!) har jeg haft en del mentale forstyrrelse, så at sige. Det lyder som om jeg er gået hen og blevet småskør, og det er jeg ikke. Ikke mere end sædvanligt, ha-ha. Jeg tror bare, hvis jeg nu selv skal diagnosticere mig, hvilket jeg jo godt kan tillade mig herinde trods min begrænsede psykiatrisk-erfarede sygeplejerskestuderendetitel, at jeg pt. gennemgår en form for identitetskrise eller opgør. Jeg ser, lige pludselig, mig selv som en helt anden person end som for blot et år siden, hvor min datter var på nippet til at bryde op med sin etværelses-lejekontrakt. Det er underligt, som motherhood kan forandre én, samt når grobunden for ens trygge safetybobbel, som jeg (sikkert naivt nok) troede permanent omkransede mine nære venner og familiemedlemmer, lige pludseligt lader uanede kræfter fra helvede bryde igennem og brister lykken. Jeg ser ikke længere mig selv som stående lige så stærk, i mange forskellige henseender, som jeg ellers førhen nok ville finde mig selv. Jeg tror ikke, at det er en dårlig ting, at se sig selv mere sårbar, end man egentligt måske selv var klar over - eller ønskede det, men snarere pisse-sundt. Jeg er blevet langt mere sårbar på det sociale punkt. Jeg har altid fungeret ekstremt godt socialt, altid været genialt god til at stifte nye bekendtskaber og virkelig kunne gennemskue potentielle venner for livet, og samtidig tyde når dette ikke var tilfældet! Den evne er jeg desværre ikke længere i besiddelse af. Måske der kan nås et punkt, hvor det bare ikke er muligt for sindet at beherske flere relationer? - Eller her snakker jeg kun om nære relationer, for gode bekendte er der altid plads til. Ikke desto mindre, så higer jeg efter at finde en lille gruppe mennesker, hvor jeg kan have barn, mand, lysten til byture, shopping-ture, lysten til at drikke sig en pind i øret, samt være fortrolige med. Og dem findes der helt sikkert en masse af, men jeg sys ikke at kunne finde dem, som bare er tilskrevet mig. Det lyder SÅ underligt, I know! Flere venskaber/bekendtskaber er gået i vasken i løbet af mit nye liv som mor, hvilket får mig til at tænke på noget en bekendt tidligere har haft skrevet på sin blog: At det man irettesætter/mangler hos den anden (ægtemand, kæresten, veninden, whatsoever) burde stilles op imod, hvordan du selv beskriver dig selv. Kan du selv udfylde disse kriterier, som i dine øjne må være det der gør til den ideelle ægtemand, kæreste, veninde, osv. for dig? Nu bliver det lidt indviklet..! Men jeg kan ikke lade være at tænke på, om det er dem der skuffer mig, eller om det egentligt er mig selv der kan skuffe deres billede af mig - eller mit eget billede af mig selv - Yup, nu blev det lige akkurat lidt indviklet. Skindet kan jo, som bekendt, bedrage. Og det er jo også fair nok når man går på veninde-jagt. Jeg tror næppe nogen er sig selv i det første møde, det er ligesom med den første date. Flere faktorer kan spille ind; nervøsitet, generthed, en lorte-dag forinden, dårlige erfaringer, osv. Men det 'grimme fjæs' vil på et tidspunkt vise sig. Og dér, lige netop dér, tænker jeg, at folk kan blive pisse trælse over, at "Nå! Er det bare dét der var at finde under overfladen".. Det er jo heller ikke fordi, at jeg ingen gode, nære veninder har. Jeg er faktisk så heldig at være beriget med utrolig mange nære veninder. Piger, jeg elsker utrolig højt og ikke ville kunne leve foruden. Så ja, hvad veninder angår er jeg måske bare grådig? Måske jeg bare skulle koncentrere mig om de (mange) jeg har - og holde de venskaber mere ved lige, i stedet for at være interesseret i at have nære veninder i samtlige byer i Danmark, så jeg aldrig skal være bange for at være alene, uanset hvor jeg måtte ende. Jo mere jeg skriver, jo mere kan jeg identificere en identitetskrise hos mig selv. Og det er sku ikke mærkeligt efter det følelsesregister jeg har været igennem de sidste 8 måneder. Lige fra at være høj på hormoner og adrenalin over at blive nybagt mor til nede i kulkælderen for at sidde dag ud og ind og stirre vedblivende, forhåbningsfuld og nervøs på en respiratorslange, mens al tid (ud over min datters udvikling selvfølgelig - suk!) går i stå. Det er fandme da ikke så underligt, at der kan sidde en lettere splittet person tilbage. En person, som, ja måske tager tingene lidt for tæt til sig, hurtigere trækker følehornene til sig, nul overskud har udover sin dejlige familie og diverse familiesammenkomster - Men lad mig nu bare få lov til det, uden at døm mig! Jeg ved ikke rigtig hvad min point er med mit oplæg. Jo måske, at man skal lade være at drage for hastige konklusioner - For som jeg selv skriver, så kan skindet bedrage, men jeg skal nok komme op på overfladen og vise mit sande jeg igen. Og så skal man lade være at sparke til en der ligger ned, det er sku ikke det værd, og jeg er sikker på vi mødes på vejen op igen - Som Nik & Jay siger: Dem du møder på vej op, møder du på vej ned igen - (Og jeg er IKKE Nik & Jay fan, så absolut ikke :) )

Det skal ikke lyde sig, at jeg ikke er lykkelig - Tro mig, det er jeg! Jeg er virkelig taknemmelig for alt det jeg har, og irriterer mig at det der fylder meget pt. er alt det jeg ikke har. Og er dét virkelig det værd? Jeg elsker fortsat at møde nye mennesker og lære disse spændende individer at kende, men jeg vil ikke kæmpe for det længere. Og må sande, at man kan altså bare ikke med alle, samt ens overskud og energi altså har en grænse. Det kunne også være en lektie. Jeg nyder de sidste dage med min elskede datter inden hun bliver et institutionsbarn på deltid, og jeg elsker hvert et splitsekund jeg har sammen med hende.
Jeg lover at ikke alle oplæg vil være lige så 'filosofiske' og mindre-skægge. Jeg lover jer, at jeg er sjov :D Men min blog er netop til at beskrive (eller komme nærmere) den sande Jeg og dertilhørende tanker som førstegangsmor. Take it or leave it. Jeg har planer om, at dette skal blive en udviklingsrejse, som omfatter min dejlige datter, familiebilledet og ikke mindst mig selv.

Tak fordi du (hvis nogen overhovedet..) er nået hertil! Et lille, ærligt indblik i Albas mors verden!

A year goes by..

Halløj!
Det er da ufatteligt, at man kan gå hen at glemme at man faktisk havde opstartet egen blog - Grænser næsten til pinligt! Nå.
Der er jo sket alverdens på dette år. Alligevel en lidt sjov måde at se, hvordan alt med et kan forandres, blot inde for et år.. NÅ!
Præcis 350 dage efter mit seneste oplæg, skulle min kære Kenneth gå hen at blive min ægtemand - Sikke dog! Det var ikke en vild fest spækket op med champagne, en husbond der bar sin smukke, slanke brud over dørtrinnet eller dertilhørende gemen sexy bryllupsnat - FORDI.... (INDSÆT TROMMEHVIRVEL) undertegnede vejede ca. 14 kg. ud over det sædvanlige, lignede til forveksling en blåhval, der havde været i kampolage med en badebold og efterfølgende slugt den (Okay, mon en badebold ville kunne ses på en blåhval - I ved hvad jeg mener!) og havde kolossale søjler (Dog ikke hentydet til længden, den var uændret) til ben, så selv den mest besværede oldemor med dårligt blodomløb, åreknuder og ondeste ødemer ikke misundte mig

- Nå! Men dette havde jo sin grund. På trods af jeg altid har haft en (meget) sød tand og en ryg som en invalid regnorm, så skulle dette ikke være grunden, men det kære bette barn, som lå og svømmede rundt inde i mig. På daværende tidspunkt svømmede barnet godt nok ikke så meget rundt, da denne var 34+2 (dvs. 34 uger og 2 dage gammel) og havde siden uge 28 sat sig fast (lyder voldsomt!) og derfor var mere end klar til snart at se dagens lys. Sikke et held, at Viborg rådhus lige havde tid til os den skønne, solrige lørdag, for blot 28 dage efter skulle vi tilsyneladende vende snuden tilbage til Viborg, denne gang fødestuen. Jeg magter ikke lige en beskrivelse af fødslen, dels fordi den var (pisse) lang, smertefuld og helt igennem fantastisk, men også fordi den er en sag mellem Kenneth, vores datter Alba og jeg. - Så ja! Lidt privat vil jeg have lov at være herinde.

På trods af al den glæde og uendelige kærlighed, som i 2013 opstod og blev foreviget, skete der desværre også fatale milepæle. Ligesom alt bare virkede idyllisk og som den bedste tid i mit liv med min lille nyfødte guldklump, kom døden desværre for tæt på og viste sit sande ansigt og forsøgte at hive den vigtigste person fra mig. Heldigvis måtte den uvelkomne mørke skikkelse fra Helvede smutte tomhændet efter 17 dage i total uvished. Jeg skriver ikke om denne ulykke eller om denne magtesløse periode fra mit liv. Det er alt for skrøbeligt et tilbageblik, som jeg endnu ikke selv skænker mange tanker, udover at prise mig lykkelig over resultatet og tager dette som en lektie. Man skal fandermemig holde fast i nuet, leve livet mens man kan det, virkelig sørge for folk omkring sig ved, hvor betydningsfulde de er for én, for hold nu op, det kan indhente en når man allermindst forventer det! - Nok om det!

Vi er også flyttet siden sidst.. Faktisk hele to gange! (Så min smøre om, at Bjerringbro måske kunne ende med at være stoppestedet for os, osv. - Glem dén!)
Vi startede med at flytte til en lille kedelig, men også pisse hyggelig by nær Bjerringbro. Min mor kaldte byen for "Mini-Østrig" (Sandt, aaaaaarrhh. Optimist, ja.) Nå. Vi flyttede faktisk allerede i juni (2012, 3 mdr. efter mit sidste oplæg). Vi nåede altså at være kærester, forlovede, ægtefolk samt nybagte forældre i det hjem. Men hjemmet skulle vise sig ikke at være det rette - Eller, det var rigtig fint til os tre, men bare ikke ment to be forever). Vi flyttede derfor 1.3.2014 (Der er da noget med marts og os!) ind af mod Århus. Utroligt lækkert! Jeg kommer nær mit studie og skal således ikke bruge op til 3 timer pr. dag på offentligt transport, men er i stedet indskrænket til værende ca. 40 min - I alt, pr. dag! Det er til at overkomme! Ikke fordi jeg ikke nyder af at sidde for mig selv med musik i øregangene og funderer over livet mens midtjylland triller forbi, men jeg kunne ikke bære tanken om at spilde mit liv med selvsamme, når jeg nu har verdens yndigste pige ventende, grædende ved vuggestuens vindue iført jakke, termofutter og Ninnus ved hånden i håb om hendes mor altså snart kommer og henter hende med hjem til mor-datter-hygge (Okay, den løb lidt af med mig..). Men tiden skal sku' bruges fornuftigt, og det mest fornuftige jeg kan bruge min tid på nu er Alba.

Nå til mit femte nå. Jeg tror jeg vil slutte for denne gang. Har en datterlein, som skar igennem stilheden med sit sydamerikanskpåvirkede temperamentsfulde "Så'det-fandme-op-mor-Og-det-kan-kun-gå-for-langsomt!"skrig.
Jeg lader snarest høre fra mig - Der vil ikke gå 354 dage igen.. Ups.

Min første gang!

Ærede venner!
Idag er en stor dag!
Jeg kan forstå på flere af mine venner, at det er yderst moderne, at "blogge" og udbasunere sit privatliv, tanker, erfaringer, etc. online. Dette skal ikke gå min snude forbi, så nu giver jeg det et forsøg og lader jer "kære læsere" være del af min første gang, eller noget.. Here goes.
Den første gang er altid den gang man vil huske. Om det er på godt eller ondt afhænger vel af den givne handling, men i mit tilfælde er det forbundet med glæde og følelsen af pure happiness.
At flytte i hus for første gang, hvor du selv er ansvarlig for husholdningen, tøjvask, rengøring, und so weiter, gav et enormt kick for mig. 170 kvm udelukkende til min Kenneth og jeg (samt alt vores lort gennem årene), var og er stadig meget overvældende.Vores hus har en opvaskmaskine, vaskemaskine, tørretumbler, kælder, viktualierum, 2 gæsteværelser, et vaskerum, en stor baghave og endda en nydelig Volvo C 30 tilgængelig i den overdækkede garage!!! - Hvad mere kan man forlange?! - Der er dog dage, hvor man kan savne sine elskede forældres eller svigerforældres overskud til at sørge for vasketøjskurven aldrig formår at stå fyldt til randen, sørge for maden står på bordet heeeelt af sig selv, sørge for køkkenet skinner, osv., men ikke desto mindre, klarer vi opgaven til ug (dog med enkelte undtagelser..).
For lige at vende tilbage til den kære Volvo, skal glæden over vores helt egen (næsten nye) bil, da ikke undervurderes. Den er uundværlig! Især, da jeg skal pendle mellem Bjerringbro og Århus N hver dag, hvor jeg hhv. bor og går på Sygeplejerskeskolen. I alt har Volle fra november til nu blevet luftet lidt over 15.000 km, så den kommer vidt omkring.
Trods dens størrelse, er Bjerringbro værd at nævne i min første blog. Grundet Kenneths job på Grundfos, valgte vi at rive pløkkerne i Odense op og atter drage tilbage til (mit elskede) Jyllland, og bosatte os altså i Grundfos-City. Byen er nu hyggelig, på trods af det ikke er Århus, Aalborg eller KBH, og hvem ved.. Kan være vi har/får planer om aldrig at forlade området..? (Dog er det unormalt - har jeg ladet mig fortælle, op til flere gange - i sine "unge år", at flytte til en by mindre end ens barndomsby. Men vi hygger os og når det skal gå rigtig vildt for sig har vi flere bodegaer at vælge mellem!)
Så har jeg også - for første gang - prøvet at flytte skole! Det har været en positiv oplevelse, da jeg er havnet i en god klasse, som jeg så småt begynder at lære at kende (Lidt øl er der da også røget ned.). Men selvfølgelig mangler der nogle bestemte, dejlige fynske- sygeplejerskestuderende i min hverdag, som jeg desværre måtte afbryde studielivet med for at drage nord på, ære være deres minde :-D Mon ikke vi ses igen <3
Om det var første eller anden gang i år, at jeg havde glæden af mine dejligste nordiske veninders selskab for nogle weekender siden, er jeg i tvivl om. Ikke desto mindre, tilbød de atter, for gud ved hvilken gang, en skøn weekend i Aalborg, hvor jeg checkede ind på Hotel Henning 3 fantastiske nætter. Jeg blev indtrykket af 2 Twillight-film, 19 nuggets, sladder, en Suspekt koncert, omgang pæretærte med creme, Kuzzes beværtning, tømmermænd og verdens dejligste veninde-hyggetimer rigere. Absolut turen værd, på trods af utallige parallelparkeringer (At jeg formåede at bringe en intakt bil hjem var imod alle odds!).
Jeg vil slutte for denne gangs "bloggning". Den første gang var ikke så slem, alligevel, selvom jeg havde mine bange anelser og i starten led en snært af præstations-angst. Nu har jeg prøvet det og jeg vender frygtløs tilbage med nyt fra midtfronten. (Sidder bla. inde med en kæmpe fed nyhed, som jeg lige lader vente på sig!)
- To be continued!